Jeg fik for nylig lejlighed til at kigge ind i min gode ven, fremtidsforskerens krystalkugle. Der var her selvfølgelig tale om en højteknologisk krystalkugle med søgefunktion. Som københavner er noget af det som optager mig mest vores hovedstads ve og vel i fremtiden, så jeg søgte på nyheder om byen tyve år frem i tiden, altså "København 2027" og fik en flere sider med links frem.

Jeg klikkede på det første link "Copenhagen - the reborn metropolis", som lød ikke helt uspændende. Linket viste sig at vise hen til en artikel i rejsetillægget i San Francisco af arkitekten, rejseforfatteren, Dorothy P. Elsehwere. Jeg blev ret fortrøstningsfuld af at læse den, og oversatte den derfor til dansk:

København den 15. juli, 2027.

Hvilken vidunderlig og positivt overraskende oplevelse at være her tilbage i det såkaldte "Wonderful Copenhagen", som altså ikke var så voldsomt wonderful sidste jeg gang besøgte byen for 10 år siden.
Dengang var man ellers ret stolte af, at København havde fået sin egen metro, selvom det var mange årtier efter andre hovedstæder i Europa, og selv om den nyåbnede metro i realiteten kun forbandt tre
indkøbscentre med den håbløst nedslidt og utilgængelige lokaltogsstation, Nørreport. Samme metro kørt i øvrigt kørte som vinden blæste ude på det ubeboede Vestamager.

Man var også ret stolte af, at man havde fået renset den forurenede havn tilstrækkeligt til, at man kunne åbne et par friluftsbadeanstalter. Men ellers var der ikke meget, som tydede på, at man var i en by, som var omgivet af vand, en by med stolte søfartstraditioner.

Jeg skal nok lade være at vade rundt i fortidens synder, men kan dog ikke lade være at nævne et par minder mere fra datidens København for at sætte nutidens herlighed i relief.

Det, som slog mig ved dette første besøg i 2007, var den provinsialisme, som herskede i denne by, som ellers gjorde sig til af, at være en moderne metropol med en historisk charme. Lad gå, det pittoreske Nyhavn, og den Indre By var rimeligt uspolerede. Men charmen havde sin absolutte begrænsede rækkevidde. Medmindre man gik i meget små cirkler, blev idyllen ret hurtigt brudt af, at man efter maksimum 20 minutters gang stødte ind i en stærkt befærdet og larmende gennemfartsvej, et jernbaneterræn eller en klump af kontorbetonkolosser. En stor gruppe af sidstnævnte var ironisk nok placeret omkring nogle gader med navne efter byens berømte historicistiske arkitekter Meldahl, Kampmann og Nyrop imellem byens søer og jernbanegraven.

Men værst var dog det totale knæfald for biltrafikken. Førnævnte Nyhavn var afskåret fra et af byens flotteste pladser, Kongens Nytorv, af en såkaldt ringgade, som normalt går i en ring uden om en by. Endnu værre var dog Rådhuspladsen med den såkaldte H.C. Andersens Boulevard, som i sandhed hverken havde eventyr- eller noget som lignede boulevardstemning over sig. Det var en larmende motorgade, som flænsede byen over og afskar byens livligste kvarterer fra hinanden på byens mest centrale sted, der mest mindede om en øde landevejsby, inden de fik omfartsvejen anlagt. På denne centrale "boulevard" og dens forlængelser mod øst og vest fandt man heller ikke byens mest fashionable butikker og caféer, men typiske udkantsforeteelser som spilleklubber, solcentre, sociale institutioner og kontorer i gadeplan.

Undskyld mig, at jeg dvæler lidt mere ved denne ulykkelige fortid. Men vi amerikanere svælger jo i den historie og oprindelige kultur, som vi forventer at finde i langt rigere mål i det gamle Europa end her i "det nye land". Men noget, som bare mindede om oprindelig kultur var altså også særdeles svært at finde spor af uden for museerne. Ved indgangen fra Rådhuspladsen til byens dengang fineste strøg tronede henholdsvis en døgnkiosk og en burgergrillbar fra hver sin trivielle multinationale forretningskæde.

Men, hvis man ville høre original folkemusik? Ja, jeg fik fortalt, at der fandtes en levende tradition. Det eneste jeg fandt i den retning var dog nogle - i øvrigt glimrende - værtshuse, hvor der blev spillet irsk folkemusik eller New Orleans jazz. Jeg havde lige forinden gæstet Bulgarien, Rumænien og Irland, hvor der alle steder fandtes og dyrkedes levende folkemusik og folkedans på et væld af klubber og restauranter overalt.

Og det danske køkken, for at tage det sidste dvæl ved datidens begrædelige tilstand med. Hvor fandt man det? Jo det var da muligt mellem tyrkiske pizzeriaer, italienske taverner, danske bodegaer mv. at finde nogle steder, hvor der blev serveret det nok som berømte "smørrebrød". Men hvad med det specielle danske egnskøkken? Hvor andre af Europas hovedstæder har en overflod af restauranter, som er specialiserede i de regionale køkkener, fandt man i København INTET i den retning, herunder heller ingen, som var specialiserede i danske "kolonier" Grønland og Færøerne, endsige de tidligere besiddelser i Vestindien. I min søgning efter lidt oprindelig madkultur tog jeg så ud til det såkaldte Fisketorvet, men det viste sig at være omdannet til et hjernedødt shopping center af værste slags.

Altså så dog heldigvis ikke helt sort ud den gang. Venlige københavnere fortalte mig nemlig, at stort set alt havde set meget værre ud 10 år forinden; men at udviklingen var vendt og en ny optimisme kommet til siden beslutningen om bygningen af Øresundsbroen. Unge børnefamilier blev nu boende i byen, gennemsnitsalderen faldende, lukkede skoler blev genåbnet, og det meste pegede nu i den rigtige retning.

Lige efter min afrejse fra mit første besøg var åbenbart kommet nok en afgørende vending.

Danmarks liberale parti, som engang havde været tæt forbundet med den berømmede danske højskole og dens tradition for tæt sammenhæng mellem ånd, viden, kunst og historisk bevidsthed, men siden var degeneret ud i ren liberalistisk grådig udnyttelse af enhver kvadratmeter dansk jord til produktion af svin eller anden åndløs kommerciel udnyttelse, havde længe satset hårdt på at sætte sig i overborgmesterstolen i København. Men ved det kommunevalg, som blev afholdt i 2009, viste det sig, at københavnerne var blevet endegyldige trætte af den udvikling, som dette parti stod for, idet man med stort flertal kastede sine lodder i den modsatte vægtskål, hos Danmarks Grønne Parti. Dette parti, som havde en kommunistisk baggrund i 50'erne og siden i reaktion over for kommunisternes og liberalisternes væksttilbedelse havde slået over i en total defensiv holdning for enhver udvikling var gået til valg på et helt nyt program i København med fire hovedpunkter:

• Vi bor i en storby, fordi vi kan lide at bo i en storby med alle dens tilbud - og gerne flere til - fanneme!
  
• Vi vil bo i en velfungerende storby. Hvor vi har indset, at privatbilismen kun kan føre til elendigt miljø for både beboerne og erhvervslivet. Vi må derfor satse på en voldsom udbygning af en velfungerende kollektiv trafik og begrænsning af privatbilismen. Rent konkret må vi genskabe København. Inden for Ringbaneringen har vi Byen, hvor bilismen er stærkt begrænset.
  
• Vi vil satse på udvikling af viden, forskning og kultur.
  
• Vi vil bo i en by, som vi kan mærke, føle, høre og se er københavnsk i et alt. Hvor vi kan mærke vores danske rødder med de mange tilskud vi har fået fra hele verden gennem vores kolonitid og lange indvandringshistorie.
  
• Vi gider ikke sort arbejde! Men vil fremme virkelysten ved at nedsætte indkomstskatterne og hæve ejendomsskatterne.

Og jeg skal love for, at medicinen havde virket. Forandringen af byen var næsten total i løbet af de 10 år. Nu kunne man mærke, at man var kommet til en levende metropol med stærke rødder i én af Europas gamle kulturer.

Jeg havde som sidst indlogeret mig på et hotel på det Indre Vesterbro, én af de bydele, som havde undergået den største og mest imponerende forandring. Min første slentretur efter ankomsten gik op til Vesterbro Søfront, som bestod af de indre dele af Gl. Kongevej og Vesterbrogade, samt gaderne imellem disse.

Vesterbrogade var også en livlig handelsgade for ti år siden, men hvis man nu gik op ad Trommesalen, Sct. Jørgens Allé, Stenosgade, Teaterpassagen eller Bagerstræde så man den store forandring. Disse tidligere så nedslidte gader med lukkede butikker samt lejligheder og kontorer i gadeplan summede nu af liv.

Allerede da jeg havde bevæget mig et lille stykke ud ad Vesterbrogade kunne jeg høre noget helt nyt overraskende, lyden af snadrende ænder! Og da jeg kom hen til Stenosgade, så jeg forklaringen. Langs hele komplekset med den katolske Jesu Hjerte kirke løb en lille å, som fortsatte under Vesterbrogade ned gennem Victoriagade. Små træbroer forbandt kirkens og skolens bygninger med den brostenslagte gågade, som løb langs åen. Og oppe for enden af gaden kunne jeg se åens udspring i et lille vandfald, midt i den store marmortrappe, som åbenbart førte op til søerne. Oven over trappen kunne jeg se svanerne med deres lange halse stikke hovedet op, og bag dem sprang de store springvand ude i søen.

Jeg fortsatte ud ad Vesterbrogade og kom kort efter til Teaterpassagen, der også havde forandret sig. Kun adskilt ad en cykelsti, lå der langs terrasser på begge sider med fortovscaféer og restauranter. På den anden side af gaden lå stadig det dejlige Vesterbro Torv, hvor jeg så tit sad og nød en kop kaffe, sidste jeg gæstede København, men jeg måtte videre og opleve det nye København. Og det lå lige omkring næste hjørne, da jeg ned ad Bagerstræde, og hvilken forandring: Jeg kunne ikke lade være at komme til at tænke på Gamle Stan i Stockholm, da jeg gik op gennem det lille stræde. Fortovscaféer og små smarte butikker med modetøj og kunsthåndværk lå side om side. Og et mylder af mennesker.

For enden af strædet lå et smukt lille torv, mellem det nye Hotel Søfronten (som tidligere havde huset et forsikringsselskab med det maritime navn Codan), og den store marmortrappe op til Søerne. Jeg husker, at jeg ved det første besøg var overrasket over at få oplyst, at der bag krat og hegn skulle ligge nogle dejlige søer. Man kunne lige så godt have forventet, at det var en losseplads, som man havde prøvet at kamuflere på denne måde. Men nu lod trapperne i hele søens bredde og et godt stykke "rundt om hjørnerne" ingen tvivl om, at der lå noget godt at vente ovenfor. Jeg var nu spændt på at se, hvad man havde fået ud af Gammel Kongevej, som ved det sidste besøg, hverken havde haft noget kongeligt eller gammelt over sig, men var et slemt rod af biludlejningsforretninger, et stort hul i karréen og samt nogle stripbarer med blændede facader.

Men hvad så jeg nu? Et syn der ikke lod den idylliske Bagerstræde noget efter, men dog lidt mere mondænt i hele udtrykket. En husrække med klassiske huse, flotte butikker og caféer med servering på det brede fortov. Den tidligere så brede og trafikplagede vej var skrumpet ind til to vejbaner, og den væsentligste trafik bestod - ud over alle cyklerne - af busser og taxaer.

Hvad var så forklaringen på den genskabte gade? Jo, fortalte min gode kollega, bystyret havde opkøbt de nye grimme huse og - efter inspiration fra genopbygningen af den gamle by i Warszawa efter krigen - fundet tegningerne til de oprindelige huse frem og ved hjælp af gamle håndværkere genopbygget dem så oprindeligt som muligt. Og derefter selvfølgelig videresolgt dem med solid fortjeneste.

På vej hen mod Planetariet passerede vi en lille bro, der hvor Vesterbro Å udsprang fra søen, inden den løb videre gennem Stenosgade, Victoriagade, Halmtorvet og Vesterbro Parken på vej mod sit udløb i Havnen. Ved Planetariet sad som sidst mange mennesker og nød udsigten over vandet; men lige så mange sad ved caféen ud for den åbnede facade mod gaden og nød folkelivet på den elegante Gl. Kongevej.

Vi hold os nu til vandsiden, og da vi nåede rundt om Planetariet, kunne vi se ned mod nok en plads over for det andet hotel her for enden af Sct. Jørgens Sø. På trekanten mellem Trommesalen, hotellet, Gl. Kongevej og Søen lå Planetarietorvet med små skulpturer, der symboliserede stjernebillederne. Og her satte vi os så mellem Store Bjørn og Lille Bjørn og fik os - ikke en bjørn på, men dog et godt krus dansk øl fra et de mange nye små bryggerier, som var opstået her på Vesterbro i de senere år.

Allerede på denne korte tur rundt om den nye Vesterbro Søfront kunne jeg se, at København åbenbart var på vej til en voldsom forandring til det bedre og bad om en forklaring fra min rejsefører.

Han kunne bekræfte, at der virkeligt var sket store ting. Ja, at København i den periode havde gennemgået sin største forandring nogensinde, større end den store bygmester Christian den Fjerdes tid og også siden nedrivningen af voldene og bebyggelsen af brokvartererne var sket i løbet af ganske få år i slutningen af 1800-tallet.

Og så fik jeg en lille forelæsning om den politiske baggrund for denne store og glædelige forandring:

Danmarks liberale parti, som engang havde været tæt forbundet med den berømmede danske højskole og dens tradition for tæt sammenhæng mellem ånd, viden, kunst og historisk bevidsthed, men siden var degeneret ud i ren liberalistisk grådig udnyttelse af enhver kvadratmeter dansk jord til produktion af svin eller anden åndløs kommerciel udnyttelse, havde længe satset hårdt på at sætte sig i overborgmesterstolen i København.

Men ved det kommunevalg, som blev afholdt i 2009, viste det sig, at københavnerne var blevet endegyldige trætte af den udvikling, som dette parti stod for, idet man med stort flertal kastede sine lodder i den modsatte vægtskål, hos Danmarks Grønne Parti. Dette parti, som sin baggrund som et udbryderparti fra det kommunistiske parti i 50'erne og siden i reaktion over for kommunisternes og liberalisternes væksttilbedelse havde slået over i en total defensiv holdning for enhver udvikling var i 2005 gået til valg på et helt nyt program i København med fem hovedpunkter:

• Vi bor i en storby, fordi vi kan lide at bo i en storby med alle dens tilbud - og gerne flere til -
  
• fanneme!
  
• Hvor vi har indset, at privatbilismen kun kan føre til elendigt miljø for både beboerne og erhvervslivet. Vi må derfor satse på en voldsom udbygning af en velfungerende kollektiv trafik og begrænsning af privatbilismen. Rent konkret må vi genskabe København. Inden for Ringbaneringen har vi Byen, hvor bilismen er stærkt begrænset.
  
• Vi vil satse på udvikling af viden, forskning og kultur.
  
• Vi vil bo i en by, som vi kan mærke, føle, høre og se er københavnsk i et alt. Hvor vi kan mærke vores danske rødder med de mange tilskud vi har fået fra hele verden gennem vores kolonitid og lange indvandringshistorie.
  
• Vi gider ikke sort arbejde og andet skattesnyderi! Men vil fremme virkelysten ved at nedsætte indkomstskatterne og hæve ejendomsskatterne.

Umiddelbart så medicinen ud til at have virket meget godt; men vi havde travlt med at komme videre og se mere af den fascinerende forandring. Henne ved Vester Farimagsgade stod vi på én af de nye to-etagers sporvogne med retning mod Sydamager. Kort efter kørte vi over Vesterbro Plads, som strakte sig fra Trommesalen helt op til Rådhuspladsen, kun gennemskåret af smalle kørebaner til taxaer og busser. Hvor Rewentlowsgade begyndt at skråne ned mod Istedgade, hævede sporvognsskinnerne sig i stedet svagt op mod det næste stoppested med direkte udgang fra Hovedbanegårdens hal. Til den anden side førte elevatorer direkte ned til Ringmetroen, som forbandt centrale knudepunkter i det, som nu var Københavns indre by.

Ved det næste stoppested, Fisketorvet, stod vi af igen. Hvis vi var blevet siddende, var vi kommet tværs igennem Fisketorvet, over havnen til Havnestaden og efter et sving ud omkring Metro-stationen ved universitet kommet videre langs kanalkvartererne, som lå på stribe hele vejen langs Amagers Vestkyst ned til Kongelunden og syd. Fisketorvet var åbenbart omdannet til boliger, på nær stueetagerne.

Vi tog de rullende trapper ned til Københavns nye, - og næstfineste, efter H.C. Andersens Boulevard -  shopping-gade, Kalvebod Brygge. Vi fravalgte vandsiden, som var domineret af caféer og restauranter og gik hen ad den brede allé, med alle de imponerende butikker på begge sider af gaden, som var uigenkendelig fra det larmende trafikhelvede jeg huskede fra mit sidste besøg. Efter et par hundrede meter endte gaden blindt på grund af et hus, som var sat på tværs. Bilerne i gaden måtte pænt vende om på en lille vendeplads, mens vi fodgængere fint kunne komme gennem et par porte i bunden af det store hus.

Min ledsager førte mig gennem én af disse porte med et stjålent smil om munden. Og da vi var kommet ud af den let dystre portåbning, forstod jeg hvorfor. Jeg havde forventet at komme ud på, det som alle tidligere havde været enige om, var Københavns grimmeste sted. Men nu blev jeg blændet af indtryk. En kææææmpe plads, ubrudt fra trapperne ned mod vandet i den ene ende til den gamle postterminal i den anden. Omkranset af flotte, store huse i 7-10 etager i barok og renaissance hele vejen rundt. Og midt på pladsen en enorm vandkunst.

Vi satte os i skyggen ovre ved nordsiden for at betragte pladsen, som måske ikke var lige så stor som Europas største plads, Rybnek Glowny i Krakow, og heller ikke lige så gammel og elegant som Markuspladsen i Venedig, men mindst lige så livlig som disse oplagte konkurrenter. Og så var der tid til nok en dansk specialitet "en lille sort", med en Rød Ålborg, mens jeg fik historien om denne forvandling.

Det var lige før mit sidste besøg ved en hovsa-beslutning besluttet at Rigsarkivet skulle erstatte de mistrøstige DSB-bygninger på den anden side af pladsen. Men en DSB-ingeniør, som i årevis havde siddet og kigget ud på den tætte trafik og de mange parkeringspladser, og drømt om hvad det kunne blive til, havde henvendt sig til en skibsredder, som havde sit domicil lidt længere ude mod nord i havnen og forelagt sin idé om, at København selvfølgelig måtte have en stor og mægtig plads, som rakte ud mod den havn, som byen skyldte alt. Og dermed gøre muligt at råde bod på den kedsommelighed et svensk ejendomsfirma havde forvoldt med sine kontorkasser langs hele havnen. Den gamle skibsredder var straks blevet fyr og flamme og have beordret sin og hustruens fond at skænke nogle milliarder til det gode formål.

Næsten inden nogle kunne nå at sige "demokrati", havde Folketinget taget Rigsarkivet af bordet igen, for sådan var det gerne, når den gamle skibsredder kom med et godt forslag. Og alle gode kræfter samledes nu om, at skabe KøbenHAVNs nye samlingspunkt. Det gjorde ikke projektets vej sværere, da København kort efter fik det nye grønne bystyre. Det grønne parti var normalt ikke gode venner af Den Gamle Skibsredder, eller omvendt. Men de kunne forbavsende hurtigt blive enige om, at den nye plads ikke skulle skæmmes af de hersens "automobiler" og anden unødig larm. Der skulle være fri adgang for borgere og gæster til hovedstadens maritime element!

De tidligere "beboere", kæmpefirmaer som Arla, Falck Group 4, PostDanmark og DSB havde foræret deres tidligere domiciler til det gode formål. Eller i det mindste de grunde, som de lå på. For der blev udskrevet en arkitektkonkurrence, indbefattende den nye plads, det bagvedliggende Polititorvet og alle husene omkring de to pladser. Oplægget var, at der skulle skabes "to monumentale pladser i klassisk europæisk stil".

Det var et ungt arkitektfirma, Kampmand, Meldal & Nyrup, som vandt konkurrencen. Og det havde været med et højst overraskende projekt. Med størst mulig udnyttelse af de gamle bygningskroppe lagde de op til noget, som man skulle tro var løgn, eller i de mindste bygget 150 år forinden. De havde taget udgangspunkt ikke i Venedig, Krakow eller Trieste, men i det gamle København, i legendariske huse, som enten var brændt eller revet ned. Og tegnet pasticher, ikke kopier, men netop pasticher i den klassiske københavnske historicistiske stil. Her kun man se elementer fra det gamle Christiansborg, her fra det gamle Panoptikon, og her fra det ........ Elementerne var måske skaleret op eller ned, men behandlet så det passede perfekt ind i den nye helhed.

I husene rundt om pladsen var der nu, som i det meste af det Indre København, udelukkende boliger og hoteller.På modsatte side af pladsen - i den gamle godsbanegård - kunne jeg mellem butiks- og caféarkaderne, som kunne aflukkes om vinteren se nogle store porte føre ind i et åbenbart ret livligt område. Det viste sig at holde stik, da vi rejste os og gik derover. Herinde bag caféer og restauranter i de gamle godsbanehaller var nu Københavns store grøntmarked. Det duftede af frugt, grønt, ost og røgede specialiteter overalt samt boder med husflid i træ, uld og ..... Ude på pladsen igen kiggede vi ud mod havnen. Her var en livlig trafik, som i Venedig, af rute- og fragtbåde - i en evig fart mellem fragthavnen i nord og alle kanalkvartererne helt ned til Avedøre Holme og Amagers Sydspids.

fortsættes.....

Den unikke metropol?

København er en metropol, en unik metropol, og det skal den vedblive med at være. Derfor byder borgerinitiativer, borgergrupper og foreninger sig nu til med visioner for Københavns fremtid som den attraktive, unikke og anderledes metropol. København skiller sig ud fra mainstream metropoler verden over. Det skal den vedblive med at gøre.

Nogle i Københavns Kommune vil have højhuse og erhvervsdomiciler presset ned i Københavns centrum, for, som de siger, at gøre byen til det de kalder en europæisk metropol.

Mange københavnere deler ikke denne opfattelse af København. De mener ikke, at middelalderbyen og det moderne centrum (omkring Rådhuspladsen, Vesterport, Frederiksholms Kanal, Glyptotekkvarteret og havnefronten - altså Metropolzonen) skal ofres og kompromittere Københavns sammenhængende kulturmiljøer og skalaforhold.

Mange københavnere deler en fælles bekymring og vision for Københavns fremtid. De er derfor gået sammen om Metropolzonen.dk for at sikre, at alle Københavns udviklingspotentialer belyses og debatteres offentligt før politikere og investorerne maser deres prestigeprojekter ned over den unikke metropol.

Mange københavnere mener, at kommunens idéer og investorers prestigeprojekter er uigennemtænkte og middelmådige forsøg, der udtrykker en forkert og egennyttig forståelse af Københavns særlige kvaliteter.

Hvad er Metropolzonen.dk?

Metropolzonen.dk er et internet-forum for københavnere, der vil det unikke København, den by, der viser respekt for eksisterende herlighedsværdier og nænsomt udvikler byens centrum til et imødekommende, humant og sammenhængende byrum for borgere, erhverv og besøgende.

www.metropolzonen.dk

Man kan få det indtryk, at der blandt politikere, ejendomsinvestorer, fonde mv. er en del, som mener, at det for at skabe en metropol er tilstrækkeligt at bygge nogle højhuse og godt med parkeringshuse i centrum